Søndag den 1. april

stod jeg allerede op klokken 7, for klokken 8 mente jeg, at jeg skulle med en af DAC-folkene, mr. Salehi, med ud ”i felten”. Det var dog først ved 9-tiden, at vi kørte, så jeg havde god tid og fik skrevet lidt dagbog inden vi kørte sammen med en chauffør og en distriktsleder, mr. Abdurrazzaq. Mr. Salehi underholdt på det meste af vejen på dari og engelsk og havde mange interessante ting at fortælle. Vi kørte ud af byen mod nordøst i retning af Karokh og Obe, Pashtun-Zarqun og landsbyen, vi skulle besøge, som hedder Marabad. Der var godt 70 km’s vej, men kun de første 5 km var asfalt, resten var grusvej, og flere steder stod vejen ligefrem under vand som følge af de kraftige regnskyl i de forgangne dage. Det var bifloderne, der løber til Hira-Rud, der gik over deres bredder. Men heldigvis havde vi en firhjulstrækker og en dygtig chauffør, så det var ikke noget problem, men det nedsatte naturligvis kørehastigheden noget.

Landskabet var smukt. Der var marker og enge på begge sider af vejen, i begyndelsen kultiverede marker med hvede, ris og andre afgrøder, senere enge, hvor flokke af får og geder græssede. Længere væk så man de smukke bjerge, som stadig var delvist snedækkede, og floden, som vi en stor del af tiden kørte langs med. Jeg så også både en ørn og en falk og senere kameler. Vi kørte igennem nogle landsbyer med de traditionelle kah-geli-huse, børn, der stirrede, og gammeldags brønde og plove (hjulplovens forgænger!).

Langt om længe nåede vi frem til Marabad, hvor vi gik ind i et af husene. Oppe på førstesalen i huset, i et uopvarmet og meget koldt værelse, sad der 13 elever og deres lærer og ventede på os. Vi kom ind og hilste på og satte os, jeg ved siden af mr. Salehi. Han ledede mødet, delte poser med undervisningsmateriale samt medicin og termometre ud til eleverne og gennemgik indholdet og funktionerne enkeltvis og hørte indimellem eleverne heri. Eleverne fik lov at stille spørgsmål og give deres beskeder til DAC via mr. Salehi (”flere penge, tak, vi har mange munde at mætte...”). Bagefter takkede vi for tiden og for den grønne the, vi havde fået serveret, og rejste os for at tage sko på og gå, men nu opstod der så diskussion, idet en af eleverne ønskede at gøre opmærksom på, at han ikke ville tillade at hans kone fik sit foto på sit sundhedscertifikat! Det tog mr. Salehi en del tid at argumentere for, hvorfor dette er nødvendigt, og staklen var nedtrykt og frustreret og følte ikke, det havde nyttet spor, da vi gik nedenunder til de kvindelige elever. De kvindelige elever var alle ægtefæller til mændene i klassen ovenpå, og havde altså gennemgået det samme undervisningsforløb, blot adskilt fra mændene. Sjovt nok havde ingen af dem hverken burka eller chador på, men de var alle tilslørede (og jeg havde fotoforbud). Jeg hilste på dem alle og satte mig så ned. Salehis ord var denne gang blot et resume af det, han havde sagt til mændene, og han sluttede med et vers fra koranen inden vi tog afsked og forlod huset.

Vi kørte nu til udkanten af landsbyen, hvor et Health Center, grundlagt af DACAAR og kørt i samarbejde med DAC, lå.

Udenfor var der en ny brønd og på muren et påbud om ikke at medbringe våben! Inden døre var der et undersøgelseslokale, vaccinationslokale, apotek og en (endnu ikke indviet) fødestue. Vi beså det hele og herefter fik vi serveret frokost på gulvet i undersøgelseslokalet! Maden bestod af ris med shorba, en slags ab-gusht (kød, kikærter og kartofler) og den smagte fint og mættede godt. Herefter bad mændene deres middagsbøn og så kørte vi tilbage mod Herat ved 13-tiden.

Tilbageturen var om muligt endnu mere charmerende fordi solen nu skinnede fra en smuk, blå himmel med pletvise skyer.

Da vi igen så kamelerne, stoppede vi, og jeg fik lov at sætte mig op på en af dem!

Hjemvejen var lige så ujævn som ud, og da vi endelig nåede asfaltvejen, var det ene dæk næsten fladt! Men vi nåede hjem uden problemer, og jeg fandt Rie siddende i solen på terrassen og sluttede mig til hende. Vi fik en lille sludder til jeg blev hentet ved 18-tiden af Naim, der kørte mig hjem til hans og Shakibas hjem. De boede lige i nærheden af Mosalla-komplekset. Shakiba tog imod og jeg blev præsenteret for deres halvandetårige søn, Siyar. Så fik jeg serveret the i lange baner, samt mandariner og karameller og vi konverserede, men da de begge gabte højlydt efter et par timer og der i øvrigt ikke var optræk til middag (som jeg var blevet inviteret til!), besluttede jeg at bryde op. De tilbød at hente mad udefra, hvilket jeg høfligt – og lettere pinligt berørt – afslog, men jeg lod mig overtale til at lade dem køre mig hjem til DAC. Så jeg var hjemme ved 21-tiden og selvom jeg ikke var uudholdeligt hungrende, var det en lidt underlig fornemmelse. Jeg besluttede mig dog for at skrive lidt dagbog og så gå tidligt i seng for at være frisk til min sidste dag i Herat.