For nogle år siden var det endda tæt på at jeg kom af sted da jeg havde aftalt med Danish Afghanistan Committee (DAC) at tage ud og undervise deres folk i Herat. Men forskellige omstændigheder forhindrede mig og det blev ved drømmen. Men i efteråret 2006 fik jeg to nye venner, Finn og Melaine, og via dem blev jeg påny sat i forbindelse med DAC i Herat. Administratoren der, Rie Andersen, inviterede mig til at komme på besøg og det lod jeg mig ikke sige to gange! Jeg fik fat i et visum via ambassaden i London og så tog jeg af sted...
Jeg har længe haft lyst til at rejse til Afghanistan...
Onsdag den 28. marts
vågnede jeg tidligt om morgenen, eller tidligere end jeg plejer, p.gr. af spænding før rejsen.
Jeg skyndte mig at tage hen på kontoret, hvor jeg havde forskelligt at ordne inden afrejsen og på vejen fik jeg betalt huslejen og vekslet nogle checks. Efter at have ordnet mine papirer, købte jeg lidt ind og nåede at se på lidt tøj inden jeg tog til Tajrish for at mødes med Tooba. Hun havde sin veninde Elahe med, og sammen tog vi så til Darvand og spiste en hyggelig frokost med vandpibe til, og bagefter tog jeg så hjem for at pakke. Da jeg ikke havde fået afklaring på, om jeg skulle have linned med, pakkede jeg også sovepose og håndklæde, men det hele kunne fint være i min rejsetaske og rygsæk. Amir kom og fik nøglen og så kørte jeg af sted med taxi mod hovedbanegården og nåede frem i god tid. Der var både kontrol af billet og ID (mit pas skulle stemples på politikontoret!) inden jeg fik adgang til afgangshallen. Der var mange ventende og de fleste skulle nok med samme tog som jeg. Så annonceredes spornummeret, og jeg bevægede mig ned på spor 6, hvor fint uniformerede mænd tog imod og viste vej. Jeg skulle være på plads 6 i vogn 2 og her indfandt sig også to andre kvinder, en yngre med sin lille datter og en ældre. 
Der var dækket op med the, kiks og kolde drikke, så man følte sig velkommen. Toget satte i gang præcis på minutten, kl. 18.20, men desværre var det blevet for mørkt udenfor til at fotografere. I øvrigt virkede toget meget rent, omend gammelt og slidt. Stewarden kom og sagde, at vi skulle drikke vores the inden de ryddede klapbordene før middagen, og tog så vores bestillinger. Jeg drak the og spiste citronkiks og kiggede ud i mørket. Tehrans lys blev fjernere og fjernere og nu var jeg på vej! Jeg faldt i snak med de to kvinder. Den ene var fra Rasht og via en omvej til Tehran på vej til Mashhad. Den anden var fra Tehran. Begge skulle på ferie. Klokken ni kom de med maden: bygsuppe og kyllingekebab, begge af væsentligt dårligere kvalitet end den flymad, man plejer at få. Men det var til at blive mæt af, og da der var ryddet op, fik vi udleveret lagener og redte op for natten. Jeg lagde mig til at sove i den øverste køje ved 22-tiden.
Torsdag den 29. marts
vågnede jeg ved 6-tiden ved, at det var blevet lyst og jeg skyndte mig ud af fjerene, da der jo ikke kunne være lang tid til ankomsten. Af stewarden, som pludselig ikke kunne huske, hvad ordet ”service” betyder, fik vi smidt nogle æsker med morgenmad ind, ingen the, og så ”beordrede” han os til at folde sengetøj sammen og aflevere det, og helmede ikke før alt var talt op, ikke ét pudevår måtte der mangle! Så meget for 1. klasse...! Da vi ankom til Mashhad – næsten en time forsinket – fik jeg heldigvis hurtigt spurgt mig frem og fandt en taxi, der gik til busterminalen, hvorfra bilerne til Herat afgår. Den flinke chauffør sørgede for, at jeg kom til at sidde på forsædet hos en chauffør, han kendte og stolede på, og som allerede havde to mandlige, afghanske passagerer. Da der ikke dukkede flere passagerer op, kørte vi af sted mod Herat ved 7.30-tiden, og jeg konstaterede, at jeg allerede var ret forsinket, idet det nok ville tage i hvert fald to timer at nå frem til grænsen, og så ville klokken være 10.30, afghansk tid. Jeg havde mailet til Rie, at jeg ville være ved grænsen ved 10-tiden... Chaufføren kørte så stærkt, han måtte, for han havde fartskive på. Så selvom alle vi tre passagerer havde travlt, nyttede det ikke at træde speederen i bund.Jeg talte en del med de to afghanere, der præsenterede sig som businessmen (!), der arbejdede i Tehran. Jeg sov osse noget af tiden. Vejret var lige fra morgenstunden koldt og trist, det regnede og sneede. Efterhånden som vi nærmede os grænsen klarede det dog lidt op. Chaufføren var ret mut og stille og lyttede til iransk musik og spiste græskarkerner, men da de to passagerer steg af ca. 15 km fra grænsen og vi blev alene, blev han pludselig snakkesalig og brugte lang tid på at advare mig mod charlataner som de to (!) og mod narkotikasmuglere etc. Det var tydeligt, at han som så mange andre iranere ikke brød sig spor om afghanere. Jeg spekulerede på, om alle hans formaninger mon var udtryk for ægte ængstelse på mine vegne, eller om han var ude efter ekstra drikkepenge. Det var nu nok en blanding, for da vi ankom til grænsen, protesterede han ikke mod den drikkeskilling, jeg lagde oveni. Ved grænsen (Doqarun/Eslam-Qale) blev jeg så sat af og jeg begav mig af sted mod toldbygningen. Der var ingen skilte, og en hel masse lastbiler fik det hele til at ligne en speditionscentral i Padborg, så det var svært at se, hvor jeg skulle hen. Men jeg fandt da bygningen, udfyldte et udrejsekort og kom ud i den barske kulde på den anden side. Her gik jeg nu en 200m gennem mudderet i ingenmandsland før jeg nåede frem til den afghanske told. Her stod en mand og viftede med armene, og jeg håbede, at han måtte være fra DAC (Danish Afghanistan Committee). Det var han heldigvis. Han hed Davud og havde nu ventet på mig i knap 2 timer! Han hjalp mig nu igennem tolden, hvor tolderen havde svært ved at acceptere mit visum fra London, idet dette kun var tydeligt læseligt på engelsk, som han ikke beherskede, og ikke på dari! Men vi fik ham overbevist og jeg fik mit stempel og så var jeg i Afghanistan! Udenfor bygningen samlede vi en fyr fra UNHCR op, og så gik det af sted mod Herat. Vi snakkede undervejs en masse om dette og hint, Iran, Afghanistan, arbejde osv. Vi kørte igennem landskaber, der mindede meget om Irans med sletter, bakker, en flod (Hira-Rud, der løber fra Afghanistan ind i Iran) og bjerge i det fjerne. Husene, vi kørte forbi, var lavet af kah-gel (mudder og strå), som i Iran. Jeg så her den første af en stribe gamle russiske tanks, der i elendig forfatning vansirer landskabet mange steder og minder om de mange år med krig. Ude på markerne og sletterne så jeg fårehyrder med større og mindre flokke af får og geder og et enkelt sted så jeg en nomadekoloni med sorte telte. Efter godt to timers kørsel ad den udmærkede asfaltvej (der var blevet sponsoreret af Iran og indviet for få år siden af præsidenterne Khatami og Karzai) nåede vi Herat. Den første del af byen, vi kørte igennem, var bilmarkedet. Herefter kom selve byen, og menneskene begyndte at dukke op: mænd i uldne tæpper, slynget om skulderen, turban og shalwar-kamiz og kvinder i enten sort chador eller blå burka. Efter et lille kvarters kørsel nåede vi frem til DAC’s compound i ”Prison Street” (der ligger faktisk et mandefængsel og et kvindefængsel overfor hinanden i gaden). 
Her kørte vi ind ad en snæver gyde flankeret af granatæbletræer og på den anden side af metalporten tog Rie imod mig. Klokken var nu ca. 12 middag. Der blev med det samme bragt mig en tallerken spaghetti (!) og Rie og jeg spiste frokost sammen på terrassen foran hendes hus. Det var køligt, men ind imellem tittede solen ned til os og varmede dejligt. Bagefter blev jeg vist rundt i compounden og fik set de forskellige huse, DAC-folkene bor i, kontorer, mødelokaler osv. Det hele var væsentligt mere moderne og veludstyret end jeg havde forestillet mig med fx europæisk toilet og adsl-internet! Jeg fik mit eget værelse hos Rie og derefter tog jeg med Rie og to af de afghanske ansatte med på bytur for at købe nogle ting for bestyrelsen, der var på deres årlige besøg samtidig med mig. 
Vi kørte ind til bazaren og købte først nogle herlige bakker lavet af brugte madoliedunke. De var charmerende kitschede, så jeg udvalgte mig hele tre. Siden begav Rie og jeg os af sted på egen hånd og til fods. Vi så bl.a. på tæpper, uldstoffer og meget andet godt. Vi kom også ind i en gammel ”ab-anbar” (vandreservoir), der nu er under restaurering, og oppe fra taget af den havde man et fint vue ud over byen. Vi passerede fredagsmoskeen og jeg, som havde tørklæde på, i modsætning til Rie, bevægede mig ind på gårdspladsen og så på de fine murudsmykninger i timuridisk og safavidisk stil. 
Vi købte et kilo (!) popcorn af en gadesælger og gik så og spiste af dem mens vi så på mennesker og de – ikke mindst – så på os! Mange hilste på, smilede eller begyndte en konversation med os. Konversationen var dog oftest ret kort, da de hurtigt løb tør for enten sprog eller emner, men sjovt var det at opleve den meget nysgerrige og imødekommende stemning blandt folk. Vi begav os lidt efter lidt tilbage mod DAC. På vejen kiggede vi ind hos den lokale købmand for at se om der skulle være noget russisk kaviar fra Iran! Det importerer han nemlig (formentlig ulovligt) og sælger for en slik til de kaviarhungrende expats. Der var dog udsolgt. Vi gik osse ind på en cafe, der var ejet af en amerikaner, hvor man kunne få rigtig god kaffe og wraps og andre småretter. Den blev passet af nogle afghanere og vi blev forhørt om, hvorvidt vi havde våben på os før vi blev lukket ind!
Caffe latten var upåklagelig og der var en fin stemning i den lille cafe. Efter at have nydt kaffen tog vi hjem til DAC, hvor jeg nu blev præsenteret for Inge-Lise, jordemoder, der gav gin og tonic og med hvem, jeg aftalte at tage på sightseeing dagen efter. Ved 18-tiden samledes vi i mødelokalerne, hvor der var inviteret en masse gæster til bestyrelsens farewell-dinner. Jeg sad på gulvet sammen med en masse afghanske mænd, der arbejdede for DAC, og stemning var ret uformel og venskabelig. Jeg traf osse Tahir, en ung afghaner fra Danmark, der var på praktikophold hos DAC. Maden var dejlig, ris med lammekød og noget spinat-bønne-halløj, og den blev hurtigt indtaget, hvorefter der blev holdt taler fra både dansk og afghansk side. Herefter gik folk hver til sit, men danskerne var inviteret til ”mobile bar” hos nogle tyske NGO’er, så vi kørte af sted og efter at være kørt vild nogle gange fandt vi stedet og kom indenfor. Der var ikke ret mange mennesker der, højst 15 med os, og der blev spillet Beatles på pc’en mens vi fik nogle drinks og småsnakkede. Jeg snakkede bl.a. med en amerikansk økonomikonsulent, der arbejdede på at reformere skattesystemet i Afghanistan. Vi havde dog ikke så meget til fælles at tale om, og jeg var efterhånden osse ved at være træt, så jeg valgte at tage tidligt hjem og skrive et par emails. Herefter gik jeg i seng efter en lang og indholdsmættet dag.
Fredag den 30. marts
vågnede jeg forholdsvist tidligt og tog et saliggørende brusebad inden jeg klokken 8.30 gik over til Inge-Lise, der havde inviteret på morgenmad. Vi snakkede om dette og hint og tog af sted en times tid senere. Hun kørte.
Vi tog først ind for at se Herats gamle citadel, Arg-e Ekhtiyareddin, hvis historie går flere tusind år tilbage, men som nok hovedsageligt i sin nuværende form kan dateres tilbage til timuriderne (14.-15. årh.). Der var lukket, men formedelst 5 dollars per næse fik vi alligevel lov til at komme ind, og vi blev vist rundt af en flink afghaner, der dog ikke talte engelsk. 
Det gik dog også fint på dari og jeg oversatte så. Vi beså ydermuren, indermuren, haremet, f
orsvarstårnet med skydeskår og fine glaserede fliser fra timuridetiden. Vi så også nogle smukke kælderrum, der vistnok har tjent som stalde. Inde i citadelgården var der et bibliotek og museum under opbygning, men der kunne vi ikke komme ind. Oppe fra tårnene, hvor der stadig stod antiluftskyts tilbage fra russertiden, var der et fabelagtigt vue ud over den gamle bydel mod syd og den hastigt voksende ”shahr-e naw” (nye by) mod nord. 
Der var jo faldet megen nedbør de foregående dage, så der var mudder overalt og et enkelt sted var det lige ved at gå grueligt galt: jeg var uopmærksom og trådte ned et meget glat sted, gled, tabte balancen og var i et splitsekund lige ved at falde. 
Jeg fik dog lige nået at rette op på mig selv ved et ikke særligt rart vrid i ryggen og blev på benene. Men jeg nåede at blive forskrækket og også lidt bekymret for, om ryggen havde taget skade. Det var der dog heldigvis ikke noget, der tydede på. Efter rundvisningen gik Inge-Lise og jeg lidt rundt og kiggede. Vi købte nogle sjove metalboxe af en lille dreng og så fik vi en masse opmærksomhed fra de lokale. Alle mændene og drengebørnene ville så gerne fotograferes, så jeg fik nemt en masse dejlige billeder i kassen! Inge-Lise kørte os hen til Gowhar Shad Begum’s (den berømte timuride Shahrokh’s dronning) og Shahrukh’s mausolæum med en smuk timuridekuppel og ”moderne” kunstudstilling inde i bygningen. 
Her mødte vi nogle af Inge-Lises bekendte og sammen med dem beså vi også det nærliggende Mosalla-kompleks, grundlagt af samme Gowhar Shad Begum, hvor også Shahrukh’s efterfølger, Soltan Bayqara, ligger begravet. Til komplekset havde der oprindeligt hørt 9 minareter, men i dag står der kun 5 tilbage. Der havde været både universitet og astronomisk observatorium her i gamle dage. I dag er der faktisk intet tilbage og som mange andre steder sås spor efter bombardementerne...
Efter denne sightseeing tog vi tilbage til DAC, for der skulle være personalemøde kl. 12, men det lod til at være blevet udsat, så vi satte os sammen med Rie på hendes terrasse og sludrede i nogen tid. 
Jeg fik sidenhen besøg af Naim, gift med Shakiba, en af Finn og Melaines venner, som jeg sad på terrassen og snakkede lidt med. Han arbejder for Afghanistans næststørste mobilselskab, Rowshan. Ud på eftermiddagen sluttede personalemødet, og jeg besøgte Børge Sommer (projektdirektør) og fik en snak og en grappa (jeg dog ikke kunne drikke) indtil vi tog af sted til den sidste farewell-dinner for bestyrelsen hos mr. Basir, en af de afghanske DAC-ledere.
Her fik vi en overdådig middag serveret: ris, kogt lammekød, yoghurt, spisnat, aubergine med ”kashk”, champignonragu, brød og meget mere. Fru Basir, der havde stået i køkkenet, og de yngste børn deltog ikke i middagen. Bagefter middagen hilste vi kvinder dog på konen og takkede hende inden vio sluttede os til mændene for at drikke en kop the og derefter tog vi så hjem.
Lørdag den 31. marts
tog bestyrelsen af sted om morgenen. Først spiste vi dog morgenmad sammen inde hos Børge Sommer og der blev holdt et kort personalemøde inden man tog afsked og ved 9.30-tiden kørte de så sammen med Børge og Inge-Lise, der skulle hjem på påskeferie.
Jeg sad og fik skrevet lidt dagbog inden jeg ved 12-tiden tog over og besøgte en iransk pige, Gita (til højre på billedet), der arbejder med den tyske organisation, HELP. Vi fandt kemien øjeblikkeligt og havde en vældig hyggelig eftermiddag sammen, sludrede, spiste frokost og nød solen ude på terrassen, da den endelig viste sig.
Vi gik så en tur i den gamle bydel, dvs. bazargaderne og jeg genbesøgte fredagsmoskeen. Vejret var så smukt med det gyldne solnedgangslys og spredte skyer.
Efter denne lille rundtur fulgte Sabur mig tilbage til DAC til fods og her ventede Gita og Wais (en af de afghanske DAC-ansatte) på mig, for vi havde aftalt at tage ud og spise sammen. Så endnu engang gik jeg ad Herats ujævne fortove, denne gang i mørke, og vi gik vel en halv times tid før vi nåede restauranten, Mahtab, hvor vi fik dejlig afghansk mad. Jeg fik her omsider prøvet den afghanske nationalret, qabeli-polow, ris med rosiner og gulerod og dertil lammekød. De andre delte en portion ”kabab-e chupani” (hyrdekebab). Selvom der osse var koldt i restauranten, havde vi det vældig hyggeligt. Udover os var der, forventeligt, kun mandlige gæster i restauranten.
Bagefter tog vi en taxi hjem, og da jeg kom hjem til Rie, kunne jeg se, at hun hvilede sig inde hos sig selv, så jeg gik tidligt i seng.
Søndag den 1. april
stod jeg allerede op klokken 7, for klokken 8 mente jeg, at jeg skulle med en af DAC-folkene, mr. Salehi, med ud ”i felten”. Det var dog først ved 9-tiden, at vi kørte, så jeg havde god tid og fik skrevet lidt dagbog inden vi kørte sammen med en chauffør og en distriktsleder, mr. Abdurrazzaq. Mr. Salehi underholdt på det meste af vejen på dari og engelsk og havde mange interessante ting at fortælle. Vi kørte ud af byen mod nordøst i retning af Karokh og Obe, Pashtun-Zarqun og landsbyen, vi skulle besøge, som hedder Marabad. Der var godt 70 km’s vej, men kun de første 5 km var asfalt, resten var grusvej, og flere steder stod vejen ligefrem under vand som følge af de kraftige regnskyl i de forgangne dage. Det var bifloderne, der løber til Hira-Rud, der gik over deres bredder. Men heldigvis havde vi en firhjulstrækker og en dygtig chauffør, så det var ikke noget problem, men det nedsatte naturligvis kørehastigheden noget.
Landskabet var smukt. Der var marker og enge på begge sider af vejen, i begyndelsen kultiverede marker med hvede, ris og andre afgrøder, senere enge, hvor flokke af får og geder græssede. Længere væk så man de smukke bjerge, som stadig var delvist snedækkede, og floden, som vi en stor del af tiden kørte langs med. Jeg så også både en ørn og en falk og senere kameler. Vi kørte igennem nogle landsbyer med de traditionelle kah-geli-huse, børn, der stirrede, og gammeldags brønde og plove (hjulplovens forgænger!).
Langt om længe nåede vi frem til Marabad, hvor vi gik ind i et af husene. Oppe på førstesalen i huset, i et uopvarmet og meget koldt værelse, sad der 13 elever og deres lærer og ventede på os. Vi kom ind og hilste på og satte
os, jeg ved siden af mr. Salehi. Han ledede mødet, delte poser med undervisningsmateriale samt medicin og termometre ud til eleverne og gennemgik indholdet og funktionerne enkeltvis og hørte indimellem eleverne heri. Eleverne fik lov at stille spørgsmål og give deres beskeder til DAC via mr. Salehi (”flere penge, tak, vi har mange munde at mætte...”). Bagefter takkede vi for tiden og for den grønne the, vi havde fået serveret, og rejste os for at tage sko på og gå, men nu opstod der så diskussion, idet en af eleverne ønskede at gøre opmærksom på, at han ikke ville tillade at hans kone fik sit foto på sit sundhedscertifikat! Det tog mr. Salehi en del tid at argumentere for, hvorfor dette er nødvendigt, og staklen var nedtrykt og frustreret og følte ikke, det havde nyttet spor, da vi gik nedenunder til de kvindelige elever. De kvindelige elever var alle ægtefæller til mændene i klassen ovenpå, og havde altså gennemgået det samme undervisningsforløb, blot adskilt fra mændene. Sjovt nok havde ingen af dem hverken burka eller chador på, men de var alle tilslørede (og jeg havde fotoforbud). Jeg hilste på dem alle og satte mig så ned. Salehis ord var denne gang blot et resume af det, han havde sagt til mændene, og han sluttede med et vers fra koranen inden vi tog afsked og forlod huset.
Vi kørte nu til udkanten af landsbyen, hvor et Health Center, grundlagt af DACAAR og kørt i samarbejde med DAC, lå.
Udenfor var der en ny brønd og på muren et påbud om ikke at medbringe våben! Inden døre var der et undersøgelseslokale, vaccinationslokale, apotek og en (endnu ikke indviet) fødestue. Vi beså det hele og herefter fik vi serveret frokost på gulvet i undersøgelseslokalet! Maden bestod af ris med shorba, en slags ab-gusht (kød, kikærter og kartofler) og den smagte fint og mættede godt. Herefter bad mændene deres middagsbøn og så kørte vi tilb
age mod Herat ved 13-tiden.
Tilbageturen var om muligt endnu mere charmerende fordi solen nu skinnede fra en smuk, blå himmel med pletvise skyer.
Da vi igen så kamelerne, stoppede vi, og jeg fik lov at sætte mig op på en af dem!
Hjemvejen var lige så ujævn som ud, og da vi endelig nåede asfaltvejen, var det ene dæk næsten fladt! Men vi nåede hjem uden problemer, og jeg fandt Rie siddende i solen på terrassen og sluttede mig til hende. Vi fik en lille sludder til jeg blev hentet ved 18-tiden af Naim, der kørte mig hjem til hans og Shakibas hjem. De boede lige i nærheden af Mosalla-komplekset. Shakiba tog imod og jeg blev præsenteret for deres halvandetårige søn, Siyar. Så fik jeg serveret the i lange baner, samt mandariner og karameller og vi konverserede, men da de begge gabte højlydt efter et par timer og der i øvrigt ikke var optræk til middag (som jeg var blevet inviteret til!), besluttede jeg at bryde op. De tilbød at hente mad udefra, hvilket jeg høfligt – og lettere pinligt berørt – afslog, men jeg lod mig overtale til at lade dem køre mig hjem til DAC. Så jeg var hjemme ved 21-tiden og selvom jeg ikke var uudholdeligt hungrende, var det en lidt underlig fornemmelse. Jeg besluttede mig dog for at skrive lidt dagbog og så gå tidligt i seng for at være frisk til min sidste dag i Herat.
Mandag den 2. april
stod jeg igen forholdsvist tidligt op og tog ud for at foretage lidt souvenirindkøb inden jeg skulle hjemad. Jeg gik ind til centrum og startede med at kigge efter kaviar hos købmanden. Det var der stadig ikke kommet noget af. Så gik jeg ind til bazaren og den gamle fredagsmoske fandt her antikvitetshandleren, jeg havde besøgt sammen med bestyrelsen. Jeg købte her nogle fine glasskåle og en lille gave til Amir, min kattepasser.
Derefter gik turen rundt om moskeen og jeg fandt det værksted, hvor man arbejder med fremstilling af fliser til restaurering af moskeen. Her fik jeg allernådigst lov til – i dyre domme – at købe nogle af deres indlagte fliseornamenter. Jeg fik også lov at se, hvordan fremstillingen foregik og det var spændende. Jeg ledte også i bazaren efter nogle af de uldne tæpper, afghanske mænd har om skuldrene, men fandt det ikke, og begav mig så småt hjemad mod DAC. På vejen stødte jeg på en gammel mand, der sad med et gevær og lod folk skyde til måls. Jeg kunne ikke stå for fristelsen og måtte osse lige prøve. Jeg ramte selvfølgelig ingenting, men fik samlet en masse nysgerrige mennesker omkring mig! Desværre var der osse en ung fyr iblandt dem, der troede, han kunne lokke penge ud af mig. Han forfulgte mig faktisk næsten hele vejen tilbage til DAC, lige indtil jeg fik rystet ham af ved at manøvrere ind i en gyde. Her mødte jeg en af de ansatte fra den amerikanske cafe, jeg havde besøgt før, og han tilbød at eskortere mig da han skulle samme vej. Således kom jeg sikkert tilbage til DAC!Nu pakkede jeg de sidste ting og så tog jeg hjerteligt afsked med Rie og de andre DAC-folk og herefter kørte jeg sammen med Davud, chaufføren fra den første dag. Vi fandt noget mad på vejen, som jeg spiste på afghansk vis med fingrene (godt, man har vådservietter!) og det lykkedes minsandten osse med
Davuds hjælp at finde to fine uldne tæpper, af den slags, jeg havde ledt efter. Nu gik turen så mod grænsen. Ved 15-tiden var vi fremme, og Davud fik mig igen gelejdet igennem tolden og vi tog afsked. På den anden side fandt jeg en taxi, som skulle køre til Mashhad og jeg steg på. Vi blev stoppet ved tre kontrolsteder, hvor politiet og militæret tjekkede for stoffer og illegale varer og jeg fik min bagage endevendt, så den til sidst ikke kunne lukkes mere! Men endelig var det ovre og nu gik det raskt af sted mod Mashhad, hvortil vi ankom ved 18.30-tiden. Jeg fandt forholdsvist hurtigt med en taxichaufførs hjælp et hotel (der viste sig at være noget møg) og spiste en tidlig middag i byen, hvorefter jeg gik i seng.
Abonner på:
Opslag (Atom)
