Torsdag den 29. marts

vågnede jeg ved 6-tiden ved, at det var blevet lyst og jeg skyndte mig ud af fjerene, da der jo ikke kunne være lang tid til ankomsten. Af stewarden, som pludselig ikke kunne huske, hvad ordet ”service” betyder, fik vi smidt nogle æsker med morgenmad ind, ingen the, og så ”beordrede” han os til at folde sengetøj sammen og aflevere det, og helmede ikke før alt var talt op, ikke ét pudevår måtte der mangle! Så meget for 1. klasse...! Da vi ankom til Mashhad – næsten en time forsinket – fik jeg heldigvis hurtigt spurgt mig frem og fandt en taxi, der gik til busterminalen, hvorfra bilerne til Herat afgår. Den flinke chauffør sørgede for, at jeg kom til at sidde på forsædet hos en chauffør, han kendte og stolede på, og som allerede havde to mandlige, afghanske passagerer. Da der ikke dukkede flere passagerer op, kørte vi af sted mod Herat ved 7.30-tiden, og jeg konstaterede, at jeg allerede var ret forsinket, idet det nok ville tage i hvert fald to timer at nå frem til grænsen, og så ville klokken være 10.30, afghansk tid. Jeg havde mailet til Rie, at jeg ville være ved grænsen ved 10-tiden... Chaufføren kørte så stærkt, han måtte, for han havde fartskive på. Så selvom alle vi tre passagerer havde travlt, nyttede det ikke at træde speederen i bund.Jeg talte en del med de to afghanere, der præsenterede sig som businessmen (!), der arbejdede i Tehran. Jeg sov osse noget af tiden. Vejret var lige fra morgenstunden koldt og trist, det regnede og sneede. Efterhånden som vi nærmede os grænsen klarede det dog lidt op. Chaufføren var ret mut og stille og lyttede til iransk musik og spiste græskarkerner, men da de to passagerer steg af ca. 15 km fra grænsen og vi blev alene, blev han pludselig snakkesalig og brugte lang tid på at advare mig mod charlataner som de to (!) og mod narkotikasmuglere etc. Det var tydeligt, at han som så mange andre iranere ikke brød sig spor om afghanere. Jeg spekulerede på, om alle hans formaninger mon var udtryk for ægte ængstelse på mine vegne, eller om han var ude efter ekstra drikkepenge. Det var nu nok en blanding, for da vi ankom til grænsen, protesterede han ikke mod den drikkeskilling, jeg lagde oveni. Ved grænsen (Doqarun/Eslam-Qale) blev jeg så sat af og jeg begav mig af sted mod toldbygningen. Der var ingen skilte, og en hel masse lastbiler fik det hele til at ligne en speditionscentral i Padborg, så det var svært at se, hvor jeg skulle hen. Men jeg fandt da bygningen, udfyldte et udrejsekort og kom ud i den barske kulde på den anden side. Her gik jeg nu en 200m gennem mudderet i ingenmandsland før jeg nåede frem til den afghanske told. Her stod en mand og viftede med armene, og jeg håbede, at han måtte være fra DAC (Danish Afghanistan Committee). Det var han heldigvis. Han hed Davud og havde nu ventet på mig i knap 2 timer! Han hjalp mig nu igennem tolden, hvor tolderen havde svært ved at acceptere mit visum fra London, idet dette kun var tydeligt læseligt på engelsk, som han ikke beherskede, og ikke på dari! Men vi fik ham overbevist og jeg fik mit stempel og så var jeg i Afghanistan! Udenfor bygningen samlede vi en fyr fra UNHCR op, og så gik det af sted mod Herat. Vi snakkede undervejs en masse om dette og hint, Iran, Afghanistan, arbejde osv. Vi kørte igennem landskaber, der mindede meget om Irans med sletter, bakker, en flod (Hira-Rud, der løber fra Afghanistan ind i Iran) og bjerge i det fjerne. Husene, vi kørte forbi, var lavet af kah-gel (mudder og strå), som i Iran. Jeg så her den første af en stribe gamle russiske tanks, der i elendig forfatning vansirer landskabet mange steder og minder om de mange år med krig. Ude på markerne og sletterne så jeg fårehyrder med større og mindre flokke af får og geder og et enkelt sted så jeg en nomadekoloni med sorte telte. Efter godt to timers kørsel ad den udmærkede asfaltvej (der var blevet sponsoreret af Iran og indviet for få år siden af præsidenterne Khatami og Karzai) nåede vi Herat. Den første del af byen, vi kørte igennem, var bilmarkedet. Herefter kom selve byen, og menneskene begyndte at dukke op: mænd i uldne tæpper, slynget om skulderen, turban og shalwar-kamiz og kvinder i enten sort chador eller blå burka. Efter et lille kvarters kørsel nåede vi frem til DAC’s compound i ”Prison Street” (der ligger faktisk et mandefængsel og et kvindefængsel overfor hinanden i gaden). Her kørte vi ind ad en snæver gyde flankeret af granatæbletræer og på den anden side af metalporten tog Rie imod mig. Klokken var nu ca. 12 middag. Der blev med det samme bragt mig en tallerken spaghetti (!) og Rie og jeg spiste frokost sammen på terrassen foran hendes hus. Det var køligt, men ind imellem tittede solen ned til os og varmede dejligt. Bagefter blev jeg vist rundt i compounden og fik set de forskellige huse, DAC-folkene bor i, kontorer, mødelokaler osv. Det hele var væsentligt mere moderne og veludstyret end jeg havde forestillet mig med fx europæisk toilet og adsl-internet! Jeg fik mit eget værelse hos Rie og derefter tog jeg med Rie og to af de afghanske ansatte med på bytur for at købe nogle ting for bestyrelsen, der var på deres årlige besøg samtidig med mig. Vi kørte ind til bazaren og købte først nogle herlige bakker lavet af brugte madoliedunke. De var charmerende kitschede, så jeg udvalgte mig hele tre. Siden begav Rie og jeg os af sted på egen hånd og til fods. Vi så bl.a. på tæpper, uldstoffer og meget andet godt. Vi kom også ind i en gammel ”ab-anbar” (vandreservoir), der nu er under restaurering, og oppe fra taget af den havde man et fint vue ud over byen. Vi passerede fredagsmoskeen og jeg, som havde tørklæde på, i modsætning til Rie, bevægede mig ind på gårdspladsen og så på de fine murudsmykninger i timuridisk og safavidisk stil. Vi købte et kilo (!) popcorn af en gadesælger og gik så og spiste af dem mens vi så på mennesker og de – ikke mindst – så på os! Mange hilste på, smilede eller begyndte en konversation med os. Konversationen var dog oftest ret kort, da de hurtigt løb tør for enten sprog eller emner, men sjovt var det at opleve den meget nysgerrige og imødekommende stemning blandt folk. Vi begav os lidt efter lidt tilbage mod DAC. På vejen kiggede vi ind hos den lokale købmand for at se om der skulle være noget russisk kaviar fra Iran! Det importerer han nemlig (formentlig ulovligt) og sælger for en slik til de kaviarhungrende expats. Der var dog udsolgt. Vi gik osse ind på en cafe, der var ejet af en amerikaner, hvor man kunne få rigtig god kaffe og wraps og andre småretter. Den blev passet af nogle afghanere og vi blev forhørt om, hvorvidt vi havde våben på os før vi blev lukket ind!

Caffe latten var upåklagelig og der var en fin stemning i den lille cafe. Efter at have nydt kaffen tog vi hjem til DAC, hvor jeg nu blev præsenteret for Inge-Lise, jordemoder, der gav gin og tonic og med hvem, jeg aftalte at tage på sightseeing dagen efter. Ved 18-tiden samledes vi i mødelokalerne, hvor der var inviteret en masse gæster til bestyrelsens farewell-dinner. Jeg sad på gulvet sammen med en masse afghanske mænd, der arbejdede for DAC, og stemning var ret uformel og venskabelig. Jeg traf osse Tahir, en ung afghaner fra Danmark, der var på praktikophold hos DAC. Maden var dejlig, ris med lammekød og noget spinat-bønne-halløj, og den blev hurtigt indtaget, hvorefter der blev holdt taler fra både dansk og afghansk side. Herefter gik folk hver til sit, men danskerne var inviteret til ”mobile bar” hos nogle tyske NGO’er, så vi kørte af sted og efter at være kørt vild nogle gange fandt vi stedet og kom indenfor. Der var ikke ret mange mennesker der, højst 15 med os, og der blev spillet Beatles på pc’en mens vi fik nogle drinks og småsnakkede. Jeg snakkede bl.a. med en amerikansk økonomikonsulent, der arbejdede på at reformere skattesystemet i Afghanistan. Vi havde dog ikke så meget til fælles at tale om, og jeg var efterhånden osse ved at være træt, så jeg valgte at tage tidligt hjem og skrive et par emails. Herefter gik jeg i seng efter en lang og indholdsmættet dag.